søndag, maj 14, 2006

Strik-In bliver til Strik-Out!

På et særdeles hyggeligt og velbesøgt Strik-In i lørdags blev det besluttet at Strik-In(Out) næste gang (2. lørdag i juni) afholdes på havnen i Ry, fra kl. 10 om formiddagen og til folk har fået nok.. Det var Hanne L der kom med forslaget, og jeg synes det er helt perfekt! Og hvis vejret ikke er til udendørs strik, kan vi jo altid krybe i ly indendørs i butikken.. Jeg håber der kommer rigtig mange til strik på havnen i Ry - og her er der ingen pladsproblemer!
Jeg vil forøvrigt gerne vise hvordan den færdige free-form top kom til at se ud:

Og her et close-up af nogle af elementerne - især boullion-maskerne er jo interessante og er i høj grad medvirkende til at give freeform det nærmest organiske look, der minder lidt om koralrev, blomsterenge, mosbevoksede træstammer, strandskaller og andre naturformer.

Jeg har nu besluttet mig for farveholdningen til mit næste freeform-projekt. Det bliver mørke, dunkle farver: sorte, grå, meget mørke grønne, bordeaux og brune farver med små highlights i klar grøn, pink og højrødt. En vest tror jeg nok jeg vil lave.
Og så er plantefarve-sæsonen nu begyndt! Ikke at jeg er den store plantefarver, men da min kære gemal i fredags besluttede sig for at fælde vores store rødgran (den stod for tæt på huset og måtte væk, det måtte selv jeg give ham ret i, på trods af mit Idefix-kompleks) måtte jeg jo lige konsultere mine plantefarvebøger.. For jeg synes jeg kunne huske noget om at man kunne farve med noget fra grantræer, og det var også rigtigt. Så jeg samlede mig en grydefuld fine nye grangrene-skud og satte det i blød. I dag kogte jeg så suppe på grankvistene, siede det og farvede et bundt tin-bejdset uldgarn.
Bøgerne havde lovet mig et resultat over i det beige eller grå, men jeg blev positivt overrasket over en flot og stærk, nærmest sennepsgul farve. En ubejdset stump angoragarn blev dog beigefarvet. Billeder senere!
Ellers er det jo snart ved at være tid til at indsamle birkeblade til farvning - de er bedst når de er friske og nye, så pluk en stor posefuld til gulfarvning inden Sankt Hans!

Comments: Send en kommentar



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?