torsdag, juni 15, 2006

Katherine

Jer elsker at strikke go' gammeldags 2-farvet mønsterstrik! I "Katherine of Aragon" (fra Tudor Roses-bogen af Alice Starmore) får jeg bestemt min lyst styret! Hele 3 forskellige diagrammer skifter lystigt over omgangen, så det er ikke lige noget man når at få lært udenad før omgangen er forbi.. Det er jo længe siden jeg begyndte på den, og så har den ligget og "hvilet sig" et godt stykke tid, som mine strikketøjer jo har for vane.. Nu er jeg kommet så vidt her:

Om ikke så forfærdelig mange omgange begynder ærmegabene, hvor jeg skal strikke ekstra opklipningsmasker. Mønsteret fortsætter jo over hele sweateren, også ærmerne.

Smukt mønster, ikke sandt?
- Jeg strikker jo af håndspundet garn, af BFL-uld, som jeg selv har farvet inden spindingen. Den lyse mønsterfarve har jeg spundet med alle farver i et garn (gul, rosa, lavendel og fersken), mens jeg til bundfarverne har spundet 8 forskellige garner som så skifter hver 4. - 5. omgang. Ikke alt garnet er spundet endnu. Langt fra. Så på rokken lige nu spindes der mønsterfarver, som er det jeg vistnok først løber tør for..

søndag, juni 11, 2006

Sommervejr og strikketøj

I går var det "international Knit-In-Public day", og i Ry samledes vi en god flok strikkere på havnen. Vejret var jo perfekt, og det var en rigtig hyggelig dag! Her er et lille stemningsbillede..

Det kan endnu ikke foto-dokumenteres, men det lykkedes mig faktisk forleden dag endelig at blive færdig med "Margret". Sådan her ser den ud, og jeg har strikket den i de samme farver:

Det er jo en superflot jakke i dominostrik, fra Karen Noe Design. På pind 2½ tog det sin tid (ca. 10 måneder, må jeg vel hellere indrømme..), så nu håber jeg virkelig den tålmodige aftager stadig er interesseret, og at jakken så også passer som den skal! Det bliver spændende, og rigtig dejligt at få den afleveret.
Og se, det gav jo lige plads til både et nyt og et gammelt projekt.. Det gamle projekt er Katherine of Aragon, Alice Starmore-kreationen, som jeg strikker af håndfarvet og håndspundet garn. Skønt at få fingre i det lækre mønstrestrik igen! Det var så skønt at jeg også blev nødt til at begynde på en anden Starmore-model: nemlig "Dalmore" fra bogen Celtic Collection. Det er en slipover, selvfølgelig i et vanvittig flot, geometrisk (og dermed ingeniør-venligt, og det er jo nok så vigtigt når det nu er til polytekniker-manden i ens liv) fair-isle mønster hele vejen igennem. Jeg strikker den i 2 forskellige Ombré-farveholdninger, den ene skifter mellem mørk grøn og lys grøn og den anden har tre farver: lys grå, mørk grå og lilla. Der er ikke så meget at vise frem endnu, da jeg kun lige har fået strikket den 2-farvede rib. Men det skal nok komme!

This page is powered by Blogger. Isn't yours?