lørdag, juni 16, 2007

Ind i indigoen

Karin og jeg har lært en masse i dag. Vi har farvet en masse blåt og en del grønt. Og vi har haft det sjovt, snakket og spist god mad. Det sidste er også vigtigt!
Det første Karin og jeg blev enige om var, at siden alle de indigo-opskrifter vi kunne finde i vores talrige bøger om plantefarvning er forskellige, ja så måtte det vel være i sin orden at slumpe det lidt..
Vi havde selvfølgelig skaffet alle de nødvendige ingredienser og kemikalier, garn i bunkevis var bundtet, løst ombundet og gjort vådt, og diverse baljer, skåle og gryder var parat.
Men I vil vel se nogle billeder?
Vi startede ud med at blande en stamkype. Den består af indigopulver udrørt i sprit, tilsat natronlud og natriumdithionit. Virkelig heavy stuff, og det lugtede heller ikke for godt. Efter en times tid i vandbad var stamkypen klar til at blive hældt op i farvegrydens varme vand.

Mere natriumdithionit og et skvæt 3-dobbelt salmiakspiritus fuldender cocktailen, og så var vi klar til at farve garn!

I gryden er det hele gulgrønt, men når det løftes ud af farvebadet 10 minutter efter skifter farven på nærmest magisk vis til blå.

Garnerne kan dyppes flere gange, hvis en mørkere farve ønskes. Vi farvede både helt lyseblå og dybere blå farver. De grønne farver fremkommer ved at overfarve gult garn.

Karin tjekker lige om ombindingerne er for stramme. Det er de vist..
Vi farvede også en grydefuld med de orangerødt-farvende vidundersvampe Cinnoberbladet Slørhat. Flotte dybe farver i det første bad, og fine lyse laks- og ferskenfarver i det andet bad. Farvene i gryden snyder lidt, vent bare til hele herligheden er tør i morgen engang, så skal I bare se!

Det sidste snapshot af min del af indigo-farveorgiet, i det svindende aftenlys på terassen:

8 våde bundter smukt indigofarvet uldgarn. Hvad kan det dog ikke blive til af lækre fair-isle mønstrede sweaters, vanter og huer.. Eller vævede stolaer, måske?
- Nu er jeg godt træt. I morgen venter en dag på det årlige lokale Møllemarked, hvor jeg skal underholde som uldspinde-kone med rok og håndten. Mine smukke plantefarvede garner skal med. Hele byen skal da se dem, og undres såre.. :-)

Comments:
Øj hvor ser det bare spændende ud!
Det må jeg prøve engang.
 
Hvor ser det hyggeligt ud ... og sikken flid. Jeg er spændt på, hvad farverne inspirerer dig til.
Knus fra Hanne
 
Tak for en pragtfuld og meget lærerig og inspirerende dag, Birthe. Det må vi gøre om.......... SNART!!!!!!!!

Knus Karin
 
Hej Birthe Ja indigofarvning er spændende, men pas på natriumdithionit det er ikke ufarligt. Det er ikke sundt at arbejde med dette stof. Husk at det skal destrueres hos Kommune Kemi. Hilsen Irene som førhen har arbejdet meget med farvning.
 
Hold da op hvor er det bare nogle skønne farver;-))
Det kan i bare det der!!!
 
Send en kommentar



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?