søndag, juni 10, 2007

Solfanger-farvning, Strik-Out, Superflot jakke og Spinde-møde

Sommer, sol og søndag! Så bliver det bare næsten ikke bedre..
Jeg tilbringer helst sådan en varm dag på terassen, i skyggen, med min rok, hvis jeg da ikke lige kan komme til at ligge og svømme rundt i en kølig skovsø. I dag er det altså terassen, der er opholdsstedet, og på rokken spindes og tvindes stadigvæk rødt uld/angora/silke-garn. Det bliver rigtig lækkert garn!
Og så har jeg sat gang i et forsøg med at farve ved hjælp af solens varme. Det er jo ligesom nu, det skal gøres, vejrforholdene er i hvert fald perfekte!
I aftes lavede jeg min solfangerkasse. Jeg beklædte en papkasse med alufolie indvendig, og fandt et par syltetøjsglas frem. I det ene glas puttede jeg en håndfuld tørret vau (reseda), vand og et bundt alunbejdset uldgarn. I det andet kom jeg lidt tørret svamp: Cinnoberbladet Slørhat, vand på og alunbejdset uldgarn ned i suppen. Det ene glas beklædte jeg med en stump sort plastik (sort holder på varmen), men det andet glas satte jeg ned i kassen uden noget på. Klar plast-film blev spændt ud over kassen, og så var det bare at vente på morgensolen!

I skrivende stund (kl. kvart over to) er temperaturen nede i kassen over 70 grader, så det virker jo meget godt.. Jeg er spændt på om farvesupperne kommer helt op at simre/koge - det vil jo være perfekt!
Helt perfekt var i hvert fald dagen i går. Det var "World Wide Knit In Public-day" (eller også var det bare Strik-Out i Ry..) så vi samledes en glad flok strikkere på Havnen i Ry. Inde under træerne sad vi så og rå-hyggede og strikkede "skygge-strik" i ly for den skrappe sol.. Se bare hvor dejligt der var på havnen:

Tak til alle jer der havde lyst til at deltage - I gjorde denne lørdag eftermiddag helt perfekt!
I tirsdags mødtes vi i vores lokale spindekreds. vi mødes ca. en gang om måneden, og denne gang var vi i Sejs, hos Kirsten. Vejret var lige til en omgang terasse-rokkeri, og med udsigt over Julsø kunne det bare ikke være bedre.

Der blev kartet og spundet på livet løs! De fleste havde rokken med, men jeg plejer jo at spinde på håndtenen når jeg sådan er ude.. Det er så hyggeligt at gå og spinde på håndten - så enkelt, fredfyldt og frit!
nu holder spindekredsen sommerpause, men vi skal mødes igen i august.
Forleden havde jeg besøg af en kunde i butikken. Hun viste mig sin nye, umanerligt smukke Noro-jakke, som hun meget forståeligt er meget glad for og stolt af.

Er den ikke bare smuk? Jeg har lige glemt hvad modellen hedder, men den findes i Cornelia Hamiltons anden Noro-bog, og er strikket i Silk Garden og Cash Iroha. Det er ren luksus. Knop-mønsteret er en enkel vævestriks-teknik, men det er jo også ofte de enkle teknikker der er mest velegnede til sådan nogle markante og farverige garner. Jeg har selv stor lyst til at strikke denne jakke, men først skal der altså lige gøres to eller tre andre projekter færdige! Kender I det??

Comments:
Den er jo bare så flot.
 
Nej, hvor er jeg spændt på at høre nærmere om dit solvarme-farveprojekt!! Vejret er jo som skabt til den slags - men jeg synes GODT NOK, det er alt, alt for varmt. Man kan jo næsten ikke holde ud at lave noget!!

Knus Karin
 
Selv tak for i går, Birthe. Dejligt at du denne ene gang om året kan sætte dig ned og slappe af med os andre til strik-out ... uden at skulle betjene og og sevicere os med kaffe og deslige ;-)
Kh Hanne V
 
Så vackert
Ulla
 
Ja den jakke er flot og meget behagelig at ha på... når det altså er vejr til den, og jeg er også bare SÅ glad for den.
Tak for din søde begejstring Birthe når jeg kom løbende ind og ud af din butik for at vise dig hvor langt jeg nu var kommet.
Kh Karen Margrethe
 
Send en kommentar



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?