søndag, januar 28, 2007

Spinde og farve, og nye projekter..

Jeg har lige farvet en portion Blue Faced Leicester-uld i farven "Forår", og har planlagt en ny farvesammensætning som er inspireret af et feriebillede fra Glittertind i Jotunheimen, Norge.

- Den glæder jeg mig til at prøve at farve, det bliver en række kolde farver: blå som himlen og vandet i elven, grønne som mosset og revlingen, grå som fjeldet og en enkel granit-rødlig. Udfordringen bliver så at få blandet de helt rigtige farver - det er ikke så let, og måske skal der flere farvninger til før jeg er tilfreds. Men heldigvis er der jo ingen farvninger der direkte er fiaskoer, man kan altid bruge dem til noget selvom farverne ikke er helt som man havde forestillet sig.
En farvekombination som jeg har lavet mange gange er den der hedder "Mariannes". Den er i dybe røde, gyldne, pink, aubergine farver. Nu har jeg så spundet en tynd tråd i denne farve på alpacauld, med planer om at navaho-tvinde det og strikke et eller andet sjovt af det..

Derefter vil jeg i gang med at spinde og strikke en entrelac-vest. Måske bliver det ligefrem i farven "Glittertind"

onsdag, januar 24, 2007

"Lyngdal" er blevet færdig!

Først - tusind tak for alle de dejlige kommentarer til mit Stjerne-sjal. Det er så hyggeligt at vide at der er nogen der læser med her på min lille blog.. :-)
Et par svar: Sjalet er strikket udelukkende fra retsiden (ligesom Zig-Zag sjalet) og frynserne er på den måde lavet med det samme. Nemt og bekvemt, og ingen besværlige mønster-vrangpinde! Jeg skal nok lave en opskrift til sjalet, den kommer til at ligge på GarnGalleriets website, sammen med mine øvrige opskrifter. På et tidspunkt..
Men se nu her hvad jeg også har fået af pindene:

Min lækre Fair-Isle sweater "Lyngdal", strikket i skøn shetlandstweed. Jeg er meget glad for den, den er dejlig at have på. Nu hvor det er blevet koldt har jeg den på nærmest 24-7.. Billederne er taget i weekenden, hvor vinteren endnu ikke var sat ind, og I får lige et par stykker mere..

Og mønsteret lidt tættere på:

Jeg synes mønsteret har været forbavsende nemt at strikke. Rapporten går over 18 masker, med en spejlvending på midten, så det var rimelig nemt at memorere antal masker i hver farve, i hvert fald under strikningen af bullen, hvor omgangene var lange nok til at jeg ikke behøvede at kigge på diagrammet efter den første halvdel af omgangen.
Farverne er jeg også meget tilfreds med. De er inspireret af de lokale lyngbakker, med græs, blomstrende lyng og små gule blomster..
Nej, opskriften er ikke klar endnu. Og jo, den skal nok komme..

tirsdag, januar 16, 2007

Færdigt Stjerne-sjal


Sådan! Nu er jeg nede på "kun" 25 ufærdige arbejder.. Det går jo rigtig godt!
Sjalet er jeg rimelig tilfreds med, selvom mønsteret måske skulle justeres en smule, som omtalt i et tidligere indlæg. Det er stort og lækkert, omkring 150 - 160 cm foroven, og ca. 75 - 80 cm "højt". Der er brugt lige over 4 nøgler Silk Garden til mønsterfarven, og godt 200 gram blandede mørkgrå og mørkebrune garner til bunden.
- Hurtigt videre til næste UFO (inden jeg starter på noget nyt!!).

fredag, januar 12, 2007

Stjerne-sjal undervejs

Et udsnit af en af mine UFO'er, et stort trekantet sjal i mønsterstrik:

Faktisk er det rimelig tæt på at være færdigt. Godt 20 pinde endnu, men det er jo også heftigt lange pinde her til sidst..
Stjerne-mønsteret har jeg tegnet selv, men jeg er ikke udelt begejstret over hvordan det tager sig ud over en stor flade. Det lille motiv mellem stjernene synes jeg simpelthen er for stort, men det er jo en ting der meget nemt kan laves om på hvis jeg nogensinde skulle få lyst til at strikke mønsteret igen.
Farverne er jeg derimod meget tilfreds med! Til mønsterfarve har jeg brugt Noro Silk Garden, farve 224. Den er fantastisk smuk med de lilla, grønne og gyldne farver. Bunden er et mix af diverse mørke grå og brune garner, brugt efter humør og forgodtbefindende. Det er en meget neutral bund, der ikke tager opmærksomheden væk fra mønsterfarverne.

tirsdag, januar 09, 2007

Mit nytårsforsæt

På en af de allerførste dage i det nye år fik jeg pludselig en trang til at gøre lidt status, og i den forbindelse besluttede jeg at lave en liste over alle de håndarbejder jeg har liggende i ufærdig tilstand.
Det rystende resultat blev 27.. Og så skulle det ikke undre mig om der alligevel er et par stykker jeg har glemt at tælle med. Alene i "strik"-kategorien er jeg oppe på næsten tyve ufærdige projekter. Så er der lidt spinding, vævning og diverse (knipling og patchwork).
Mange af de her 27 UFO'er er heldigvis nogen jeg rimelig nemt kan få lavet færdige, hvis jeg liiige tager mig sammen. Men det *er* altså rimelig meget at have på slæb, synes jeg. Så jeg har sat mig det mål, at jeg ved årets udgang skal være nede på højst 12 igangværende projekter. Og da jeg også gerne skal have lavet lidt nyt, har jeg tilladt mig at starte på et nyt projekt når der er lavet 2 UFO'er færdige..
Det kan jeg sagtens klare.
Ingen spydige kommentarer på det, tak.. ;-)
- Faktisk har jeg allerede lavet et af projekterne på listen færdig, lige for lidt siden. Det er dette her vidunderlige garn:

Ulden fik jeg i julegave af en kær spindeveninde, og jeg har stille og roligt spundet det på min Bosworth Midi håndten. Det er så hyggeligt at spinde på håndten, især da når tenen er supergod og fibrene er luksus. Silke og Babykameluld er det, og der er ca. 100 gram i alt.
Endnu har jeg ikke nogen idéer til hvad silke-camel garnet skal videreudvikle sig til. Det ville i virkeligheden også bare være et nyt projekt, og det må jeg jo ikke kaste mig ud i før jeg har færdiggjort en ting mere..
Jeg arbejder fortsat på min Katherine of Aragon (skal det mon være den næst færdig UFO??), og i aftes nåede jeg hertil:

Opklipning af det første ærmehul. Første omgang er strikket op, og lige om lidt vil jeg i gang med at strikke selve ærmet. Jeg glæder mig meget til at få tunikaen færdig. Det er det hidtil største projekt jeg har lavet i håndspundet garn, og jeg tror den bliver smuk.
Der var forøvrigt en, der spurgte efter opskriften for et stykke tid siden.. Katherine of Aragon er fra Alice Starmore's bog "Tudor Roses". Den bog er en sand guldgrube af vidunderlige mønstre og farver, meget inspirerende! - jeg tør slet ikke kigge i den mere..

søndag, januar 07, 2007

En forening er født!

For et par timer siden stiftede 17 kvinder og 2 mænd den nye landsdækkende Spindeforening, hurra!

Jeg, og resten af bestyrelsen, håber selvfølgelig på at foreningen vil vokse sig stor, og at hjemmesiden www.spindeforeningen.dk med tiden vil udvikle sig til en veritabel guldgrube for håndspindere. Lige p.t. er siden lidt tynd, men der skal nok komme godt med kød på, i form af bl.a. nyttige adresser, kurser, boganmeldelser, diskussionsforum og meget mere. Her har jeg lige fanget vores nybagte formand, Karin (siddende), i snak med Dorthe. Læg mærke til de flotte zig-zaggede kreationer de har på. Karins er af håndspundet silke og Dorthes af Noro-garn. To forskellige designs, forøvrigt, og begge superflotte!

Spindeforeningen har fået en flot start, synes jeg, og jeg glæder mig rigtig meget til arbejdet med at udvikle hjemmesiden..
Spinderier:
Jeg har leget lidt med at farve og spinde Silk Hankies. Her er fire portioner fra min første farvning:

Så spandt jeg lidt af det på håndten, og det er overraskende nemt at spinde de lange silkefibre. Faktisk skal man bare sørge for at silken bliver snoet, da næsten al udstrækningen er gjort inden spindingen. Det er en helt anderledes måde at spinde på end jeg normalt er vant til med kortere fibre.

Garnet bliver blankt og alligevel lidt rustikt. Her er det spundet rimelig tykt, men det kan spindes meget, meget fint, hvis man ønsker det.

Efter tvindingen strikkede jeg en prøve på pind nr. 4. Lækker kvalitet.. Idéerne summer i mit hoved, og et par skitser til silkebluser er allerede tegnet. Men det må vente lidt endnu - jeg har nemlig et vaskeægte nytårsforsæt i år! Mere om det i næste indlæg..

This page is powered by Blogger. Isn't yours?