tirsdag, august 28, 2007

Bohus-vanter og svampe igen-igen!

Mine lækre Bohus-vanter i Tynn alpakka er blevet færdige.

Jeg synes selv de er blevet rigtig fine. Men de var godt nok besværlige at strikke! Der skulle jo strikkes frem og tilbage fordi det kun var på håndryggen der er mønster. Det ville unægteligt have være nemmere at håndtere det på lige pinde og så med en sammensyning til slut, men det skulle jo gøres korrekt, "The Bohus-way", så det hele foregik rundt på strømpepinde, med snoede garner ved vendingerne og alt det der.. Så har jeg prøvet det..
Det her har jeg til gengæld prøvet rigtig mange gange efterhånden:

- Hentet en ordentlig kurvfuld Sortfiltet Netbladhat i skoven. Nu er det ved at være sidste udkald for denne art, sådan ser det i hvert fald ud på mine jagtmarker. Der er ikke så mange af de friske, gode svampe tilbage, men forholdsvis mange af de gamle og slatne eksemplarer.. De sidste er ikke så gode at farve med. Men nu har højsæsonen for denne svamp også varet ca. halvanden måned, så det må siges at være meget godt. Snart vokser de andre gode farvesvampe frem, og så er det afsted til skovs igen..

De flotte Kromski-rokke i butikken - en Polonaise og en Minstrel - er eftehånden blevet "kørt til". Der skal en hel del olie til i starten når der skal spindes på sådan en splinterny rok. Begge rokke er bare dejlige at arbejde med! Polonaisens store hjul og mange "gear" gør den til en meget effektiv spinderok, og de dobbelte tramper på Minstrel'en er bare dejlige - det gør det ekstra nemt at ræde rokken. Jeg har også fået positiv respons fra mine kunder. De fleste har købe Sonata'en, den smarte sammenklappelige rok, og de har udtrykt stor tilfredshed. Det glæder mit hjerte.
Der er flere der har spurgt efter en opskrift på det geometriske trekant-strik jeg har gang i. Der er faktisk ikke nogen egentlig opskrift, men her kommer en vejledning:
Slå et ulige antal masker op. På retsiden strikkes de 2 første masker sammen ved at tage 2 masker løs af hver for sig, sætte dem tilbage på venstre pind og strikke dem drejet ret sammen (denne indtagning kaldes "ssk" på udenlandsk). Strik ret til der er 2 masker tilbage. Disse strikkes ret sammen. På alle vrangsidepinde strikkes alle masker vrang. Når der er 3 masker tilbage strikkes sådan på retsiden: 1 maske løs af, 2 ret sammen, træk den løse maske over. Der er nu 1 maske tilbage i toppen af trekanten. Brug den som udgangspunkt for næste trekant, der strikkes langs venstre side af den første trekant. Strik masker op fra retsiden indtil man har det samme antal masker som til starten af første trekant. Strik trekanten som den første, o.s.v. Når der er strikket 6 trekanter har man en hexagon (sekskant. For at fortsætte skal der nu strikkes masker op *udenpå* hexagonen, på højre side af den først strikkede trekant. Fortsæt med at strikke trekanter med opstrikning til nye trekanter hvor det er logisk. Der kan strikkes 42 trekanter uden at garnet brydes. Når figuren (som jeg kalder en 7-hex) er strikket er der en del revner og sprækker. Disse sys sammen med madrassting.
Prøv det, og god fornøjelse!

tirsdag, august 21, 2007

Så kom de endelig!

Kromski-rokkene!

Her har jeg samlet (i hvert fald næsten..) den flotte Polonaise. Det er en rigtig smuk og helt traditionel skamlerok, her i mahogni-bejdset udgave. Jeg mangler blot at få et par skruer i, så skulle den være køreklar. Jeg glæder mig vildt til at afprøve den!
Jeg har også samlet en Minstrel - den mangler dog også lige at få besøg at en skruetrækker. Det er en opstanderrok, lille og meget dekorativ. Den har dobbelte tramper og jeg tror det er en rigtig fin rok at arbejde med.
- Der står kasser over hele butikken, det er lidt overvældende sådan pludselig at få 12 spritnye spinderokke ind ad døren. De fleste af dem skal dog videre til deres nye hjem allerede i dag og i morgen, men Polonaisen og Minstrel'en bliver stående i butikken, hvor interesserede er meget velkomne til at komme og prøve dem!

torsdag, august 16, 2007

Bohus-strikning

Ja, det er jo så noget helt nyt igen her på den GarnGales Blog - men det kan vel næppe undre..
Bohus-strik - det er jo nærmest svenskernes svar på Fair Isle-traditionen. Sweaters og cardigans med masser af mønsterstrik, ofte med mere end 2 farver pr. pind, og på rimelig tynde pinde, normalt 2½ og 3 mm. Fine uldgarner og luksuriøse angoragarner blev brugt dengang i 40'erne og 50'erne, da Bohus-strikningen var på sit højeste.
Bohus var et varemærke, en kvinde-virksomhed med succes: en trøje eller sweater med Bohus-mærket i nakken var lig med kvalitet og kunsthåndværk i særklasse.
Nu om dage er Bohus-klenodierne på museum, men vi andre kan da stadig beundre den teknisk komplicerede strikketradition - og strikke os en Bohus selv!
Jeg har lånt bogen "Poems of Color" (af Keele) på biblioteket og har da også meldt mig til en Bohus-KnitAlong.
Med tanke på alle mine påbegyndte, planlagte, halv- og næsten-færdige projekter valgte jeg et tilsyneladende lille projekt: Et par vanter i mønsteret "Green Meadow".

Jeg er ca. halvvejs med den første vante, og det har været en lidt hård start.. Der var fejl i opskriften - både i beskrivelsen og i mønsterdiagrammet, så det har været lidt kringlet. Men nu har jeg vistnok fattet teknikken med at strikke frem og tilbage på strømpepindene, og sno garnerne a la intarsia-strik - for det er jo kun på håndryggen der er mønster! Mønsteret har for de meste kun 1 eller 2 farver ad gangen, men nogle gange er der 3 - det er lidt af en udfordring, især på vrangpinde.

Jeg har valgt at strikke med Tynn Alpakka - det er så blødt og luksuriøst, perfekt til det lidt "fin-dame-look" der er over Bohus-modellerne.. Jeg strikker på strømpepinde 2½, ibenholt, naturligvis! Joo, fint skal det være.. ;-)

mandag, august 13, 2007

Geometrisk strik

Så er jeg nået så langt her med mine trekanter, der bliver til hexagoner, der bliver til 7-hex'er.

Nu har jeg fire hele 7-hex'er ud af otte, og der skal også strikkes et betragteligt antal mindre enheder for at det hele skal blive til den top jeg har planlagt. Godt begyndt..
Tak til læserne for de søde kommentarer vedrørende min datters cardigan :-)

Angora-cardigan færdig!


Så blev den endelig helt færdig, med lynlås und alles, min piges cardigan.
Hun er meget glad for den, især fordi den indeholder en god del angorauld fra hendes egen bortløbne kanin, Bruno. Så har hun et varmt minde om den..
Som beskrevet ved tidligere lejligheder, så er cardiganen strikket af en uld/angora/silke-blanding, alt hentet fra lageret, som jeg har farvet, sammen-kartet og spundet. Garnet er 2-trådet, rustikt/tweed-agtigt og rimelig tykt, ca. 2000 m/kg. Jeg har strikket trøjen på pind nr. 4.
Modellen har jeg tegnet i samarbejde med min datter (hun var lidt modstander af snoningerne, men det er *mig* der er den voksne her, så jeg bestemmer..) og den passer hende bare perfekt!

mandag, august 06, 2007

Svampefarvning igen, og håndspundne projekter

Jeg er på nippet til at give op.. Mine eksperimenter med Sortfiltet Netbladhat og fastholdelse af den røde farve slår fejl igen og igen. Mens jeg farver ser det sådan her ud:

Flot mættet orangerød farve.
Når det bliver sat til afkøling ser det endnu flottere ud:

Smukt klart rødt. Det er den farve jeg er ude efter, men når garnet så er kølet ned bliver det bare kedeligt gråt eller i bedste fald skjoldet rødt/gråt. Jeg har prøvet lidt af hvert, men er lidt i vildrede med hvad der skal forsøges næste gang. Nogen forslag? Mon der er eller anden måde man kan styre afkølingen på så garnet ikke bliver gråt og skjoldet?
Der er stadig Sortfiltet Netbladhat en masse derude i granskoven, så der er stadig basis for en masse prøvefarvninger.. Der er også andre gode farvesvampe lige nu: Grønkødet slørhat, der farver orange, har jeg fundet en god portion af. Brunporesvampen har jeg fundet igen i går efter en del års afsavn, hurra! Den farver gult, brunt og grønt alt efter bejdse og er rigtig god fordi den indeholder farvestof i gode koncentrerede mængder. Desuden er svampen stor, så med mine 2 eksemplarer forventer jeg at have nok til et par år..
*Måske* har jeg fundet vidunder-farvesvampen Okkerrødlig Poresvamp. Den er vidunderlig fordi den farver lilla. Jeg håber det er den rigtige, men tiden vil vise om det er dobbeltgængeren (der ikke farver andet end kedeligt gul-beige) jeg har fanget - ligesom i fjor.
Nok om svampe i denne omgang, nu ligger de til tørre. Jeg har i øvrigt heller ikke mere bejdset garn på lager..
Jeg er næsten færdig med min pige-cardigan i håndspundet angora/uld/silke. Jeg mangler kun et par cm på kraven samt at sy ærmerne i, så er den færdig. Nå jo, også en lynlås mangler jeg. Men meget tæt på at være færdig. Derfor er jeg begyndt på noget nyt, som Ida har lokket mig ud i..

- Ser det ikke bare spændende ud? Man strikker trekant på trekant så de bliver til hexagoner, lidt á la dominoteknik. Man kan strikke 42 trekanter uden at bryde garnet, og efter de 42 trekanter har man en fin blomsteragtig enhed af 7 hexagoner, som man så kan strikke videre på eller sy sammen med andre 7-hex'er, som jeg har døbt dem.
Jeg strikker af håndspundet uld/silke som jeg begyndte at spinde på Golding-tenen i min ferie. Teknikken med trekanterne er perfekt til garn med farveskift. Så mange tak til Ida for inspiration! Hvad det skal blive til? En top til mig selv.. :-)
Jeg klippede jo vores nye angorakanin-unge for nylig, og af den håndfuld brugbar babyuld hun gav har jeg lavet dette garn:

Det er et 3-trådet garn. Den ene tråd er Kiaras babyuld. Så er der en tråd gylden tussahsilke og en tråd beigefarvet Blue Faced Leicesteruld. Garnet er lækkert og meget meget blødt, og jeg tror nok der er tilstrækkeligt i de 36 gram garn til et par puldvarmere.. Målt og vejet gav det et garnnummer der hedder 10/3. Løbelængden er således ca. 3300 m/kg.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?