tirsdag, september 25, 2007

Flere fiber-blandinger, et FreeForm-projekt og lidt farvning

Fy Føj, for en frygtelig flok F'er i den oferfrift.. øh, overskrift. Om Forladelse (Fnis).
Vil I se de tre andre fiber-blandinger? Igen er det fire farver merino og så noget baby-alpaca.

Denne her kalder jeg "Ocean"

"Solsikke".

Og det her er "vintertusmørke".
- Jeg sælger dem i butikken formedelst kr. 27,- pr 50 gram. De er rigtig flotte, ikke sandt? Lækre at spinde af er de også, og der er garnprøver på vej..
Om ikke så længe skal jeg holde et par FreeForm-workshops i Viborg, på Skolen for Kreativ Fritid. Det glæder jeg mig meget til, og jeg ville frygtelig gerne have denne her vest færdig så jeg har noget at vise mine kursister.

Lige nu minder det mest af alt om et puslespil, og der mangler altså stadig nogle brikker.. Jeg må hen i sofaen og arbejde videre på mine strikkede felter, hæklede dutter, spiraler og boullioncirkler.. (det er for øvrigt rigtig sjovt :-) )
Men først skal jeg lige have malet lidt mere på de her Silk Hankies og puttet dem i ovnen:

Jeg er efterhånden ved at have finpudset min farvemetodik til de fine silkehankies, så jeg nu ved hvordan de skal behandles for at få en bundfarve der trænger ind i alle lagene. Det er det stadie der ses på billedet. Herefter kan der så males med kraftigere farve hist og her, for at få en multifarvet hankie.

fredag, september 21, 2007

Nye fibre i butikken og trekant-vest

For nylig fik jeg en ordentlig ladning lækre spinde- og filtefibre hjem til butikken. Det er altid skønt at åbne kasserne med de lækre fibre, og denne gang var det lidt ekstra spændende.. Jeg havde nemlig bestilt 4 nye fiberblandinger efter egen komposition. Blandingerne består af merinould og babyalpaca, og er helt vidunderligt at spinde.
Her er den ene af blandingerne. Jeg kalder den "Japansk Kirsebær":

De øvrige hedder "Ocean", "Vintertusmørke" og "Solsikke". Billeder følger senere..
I kasserne var der også masser af Silk Hankies, 10 farver merino-tops, noget shetlandsuld, bambus-tops og en hvid silke/merino-blanding. Guf det hele..
En strikke-fe har været i gang med pindene og afleverede forleden denne vidunderlige vest:

Den opmærksomme læser vil måske bemærke at vesten er strikke af de samme trekanter, som jeg bruger som basis-modul i mine 7-hex'er (se tidligere indlæg), blot i større skala.
Rigtig flot, ikke? Vesten er strikket i Noro Silk Garden, og en opskrift er på trapperne..
Apropos, 7-hex'erne, så er jeg faktisk efterhånden nået ret langt med projektet. Hvis det ikke lige havde været for de workshops jeg skal holde i Freeform Strik og Hækling i Viborg snart, og som jeg gerne lige vil have en freeform-kreation færdig til, så ville den meget snart være færdig, 7-hex-toppen.

mandag, september 10, 2007

Farvning og 7-hex'er

Igen har jeg leget med den mystiske farvesvamp Sortfiltet Netbladhat. En af mine svampefarve-veninder gav mig det tip at hvis jeg ville have lilla af den svamp skulle jeg bare bruge enten håndspundet garn af ubehandlet uld, eller bare råuld. Det vigtigste er at det er helt ubehandlet. Men det skal vaskes før farvning, for at fjerne lanolinen. Det skal ikke bejdses først, og temperaturen skal ikke længer op end 70 grder - så det er meget tæt på at være den mest miljøvenlige farvemetode jeg endnu har prøvet.
Mit råuld af spelsau-får blev sådan her:

Lilla, men med grønne spidser. Sjovt.
Garn spundet kommercielt bliver gråt, i bedste fald grå-grønligt. Det er meget underligt..
Jeg har også farvet med Skønhedsøje (coreopsis tinctoria), en smuk enårig blomst, der giver en smuk gylden gul.

Udover plante- og svampefarvningen har jeg også haft gang i de kemiske farver. Der var nemlig bud efter denne farvekombination:

"November" på Blue Faced Leicester-uld. Det er en skøn og populær farvekombination - lidt vild, men smuk! Jeg har også farvet en portion i "Atlant", det er lutter blå og turkise nuancer.
Og så er der blevet "Hexet" lidt med trekanterne:

Her er de seks første 7-hexer (ud af otte hele og en del fragmenter) til blusen. De der har spurgt efter opskriften kan finde en vejledning i en tidligere post - en egentlig opskrift findes ikke - endnu.

tirsdag, september 04, 2007

Spindeforeningens årstræf

I søndags afholdtes det allerførste årstræf i Spindeforeningen. Det foregik på "Midtgård", et beboer- og aktivitetshus i Esbjerg, samtidtig med Økologisk Høstmarked.
Det var en helt igennem super dag! Der deltog 21 spindere i træffet, næsten halvdelen af foreningens medlemmer. Flot fremmøde, synes jeg. Enkelte havde taget turen helt fra Sjælland, men ellers var det de jyske og fynske spindere der dominerede.
Vores formand, Karin, holdt et meget inspirerende oplæg til en workshop omhandlende striber. Hun fortalte om forskellige metoder til at spinde multifarvede tops / kartebånd på så der fremkommer interessante stribeforløb i det strikkede, og hun viste os også hvordan man på en smart måde kan graduere et farveforløb ved at blande fibre i afmålte forhold på kartemaskinen. Se et eksempel på dette i Karins smukke sjal, på hendes blog.

- Og der blev spundet, snakket og hygget til den store guldmedalje. Jeg glæder mig allerede til næste årstræf :-)

This page is powered by Blogger. Isn't yours?