torsdag, maj 22, 2008

Uldfestival, 7-hex feber og slumretæppemontering

Så er jeg så småt landet igen efter en super-kanon-herlig og hel-ulden weekend i selskab med Karin, Kirsten og Joan, mine med-spindesøstre i Spindeforeningen

Vi havde en informations- og udstillingsstand på Uldfestivallen, godt fyldt op med håndspundne garner, fine strikkede og vævede, hæklede og gimpede modeller, visitkort og så naturligvis vores CD-håndtene, der gik som varmt brød (udsolgt allerede tidligt lørdag eftermiddag..)

Det må siges at vores stand var ganske velbesøgt. Det var hele festivallen vist, og der var da også masser at komme efter: Fårehyrde-show med Berit Killerich fra Lystbækgård og relevant mad med Claus Meyer, blandt andet. Alt det oplevede jeg selvfølgelig ikke, men prøv lige at kigge på Liselottes blog - hun bringer en fyldig og interessant reportage, flot krydret med masser af fotos!

På vores lille stand var folk meget optaget af min håndtene-samling. Jeg tror jeg kunne have solgt dem allesammen, men næ-nej! Det er mine guldklumper.. Jeg kunne også have solgt en masse strikke-kits af min håndspundne bluse/vest/top "7-hex" som hang på en gine et åbenbart strategisk velplaceret sted. Men nu var det jo ikke en stand for min butik, men for vores fine forening, så det med kit-salget bliver en anden god gang.
Inspireret af den meget store interesse for 7-hex'en er jeg dog fluks gået i gang med at spinde garn til de dér kits..

Det første kit bliver i min nye farveholdning, "Fjord". Garnet skal være 1-trådet og er en luksus-blanding af merinould, silke og alpaca. Sådan her ser farven ud i et uldhjul i Blue Faced Leicester-uld:

En prøve har jeg sørme også fået strikket, for der er jo lige en lille detalje der handler om at der skal laves indtil flere størrelser når man sådan skriver opskrift, og så skal målene lige tjekkes. Her er det en hexagon der passer til størrelse Medium:

Pyha, man bliver jo aldeles geometrisk oven i hovedet! Og for at det ikke skal være løgn er jeg også begyndt monteringsarbejdet på Det-Store-Fælles-Slumretæppe-Af-Firkanter-Med-Blå-projekt.. Der er 54 lapper.

Flot, ikke?
Mine unger (2 stks på 8 år - næsten 9) er dybt betagede af alle de forskellige firkanter, og kræver at vi (læs: mor) laver et til vores egen sofa også! Bare meget større!.. Dette her tæppe skal jo bortloddes blandt alle bidragyderne, når det er blevet samlet og kantet.
Nå. Tilbage til rokken. De strikkekits laver jo ikke sig selv..

Comments:
Jeg vil gerne skrives op til et hex-kit! :o)
Jeg er stor fan af din hex-vest og må se mig slået i mine spagfærdige forsøg på at kopiere den, jeg kan ikke tåle så meget geometri, tror jeg *grin*
Meget flot farveholdning i din nye "fjord", den glæder jeg mig til at se mere til.
 
ååhh, hvor ser det hele bare spændende ud! jeg blev jo stolt da jeg læste Liselottes fortælling og kunne se at de fleste af dem hun fortalte om var "mine" webstrikkere. og sådan et kit kunne jeg da rigtig godt tænke mig at eje, sikke dejlige farver.
kh.fra Island
Frida
 
Det så da hyggeligt ud på Jeres stand. Hvor dejligt at se at din Hex er så eftertragtet, men den er nu også flot!
Der også skønt at vide at tæppet nu er klar til montering og udlodning, måske i en anden rækkefølge, jeg kan ikke huske om modtageren selv skal montere?
Desværre blev det ikke til flere firkanter fra min side, men har dog prøvet at få andre gjort opmærksom på at det skulle blive færdigt, nu!
KH Bente T
 
Sig mig er det det hedengangne Gav/Web-strik-tæppe der nu er lappe-fuldtalligt??? Så kunne jeg jo godt have nået en enkelt 'fnis'

Som altid, spændende og kreativ læsning hér!

KH Vivian
 
Jow-jow, Vivian! Det er skam det gode gamle blå tæppe-projekt der nu endelig bliver færdigt.. Ting tager tid, ved du nok ;-)
 
Jeg kan godt forstå dine børns betagelse. Jeg får selv idéer om, at hvis jeg nu lavede en firkant om ugen, såhhh :)

Lækkert med din 7-hex, men ikke overraskende. Den er super!
 
Nøj hvor ser det bare flot og fristende ud. Jeg ærger mig gul og grøn over, at jeg bor midt i landet og langt fra ALT.
 
Send en kommentar



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?