tirsdag, marts 25, 2008

Idéer kommer vrimlende..

..sammen med sneflokkene. Det er slet ikke til at følge med!
Et nyt strikketøj har således manifesteret sig. Projektet er en stor modul-strikket sweater i mine nye rosenblad-farver på Blue Faced Leicester-uld. Foreløbig har jeg strikket en prøve samt spundet og tvundet et bundt garn på ca. 50 gram og 80 meter.

Jeg spinder garnet på håndten, min nye Lapis Lazuli-ten. Det går godt nok ikke så hurtigt, men det *er* bare så hyggeligt og tenen er så smuk og tilmed dejlig at arbejde med. Tvindingen foregår dog på rok. Ellers bliver det sådan nogle bitte-små bundter, og det er lidt upraktisk for strikningen.
Garnet er 2-trådet, med farvene tilfældigt blandet i tvindingen. Jeg strikker på pind nr. 4, i patchwork-moduler med forskellig strikkeretning. Mit sweater er dog ikke helt færdig-designet endnu. Ærmerne tænker jeg skal være i noget helt andet garn, måske Noro Cash Iroha, som passer i tykkelsen og som tilfældigvis findes i en flot matchende rød farve. Men den beslutning tager jeg når tiden kommer!

søndag, marts 23, 2008

Ny palette i varme farver

Det har man da brug for lige nu hvor det endelig er blevet vinter - en række varme, røde farver til at lune sig med ved rokken eller i selskab med sin yndlngs-håndten..

Jeg har døbt denne nye farveholdning "Rosenblad". Her er den farvet på Blue Faced Leicester-uld og en merino/silke-blanding.

Nærmest endnu inden ulden var ordentlig tør måtte jeg i gang med at spinde den, og det foregår på min super-flotte håndten af Lapis Lazuli. Jeg har endnu ingen som helst planer for hvad alt det flotte røde garn skal bruges til, men i mit hoved får jeg billeder af bl.a. en bluse strikket i paneler, en hæklet vest og en sweater i et vævestriksmønster..
- Jeg synes der ligger en vis magi og stor forventnings-glæde i ikke helt at vide hvad man spinder garnet til. Der er uendelig mange muligheder, og jeg holder af at disse mange veje ligger åbne for mig så længe som muligt. Det er materialernes mystik!

onsdag, marts 19, 2008

Nye tene til samlingen og nyt garn i butikken!

Er disse håndtene ikke bare fantastisk smukke?

Jeg "kom tilfældigvis forbi" ButterflyGirls Etsy-butik og kunne bare ikke stå for dem.. Den forreste ten er lavet af et smukt dekoreret plastmateriale og har et rosentræsskaft. Det er en ten med tenvægten placeret foroven. Den er en letvægter og spinder fine uldtyper som en drøm. Den anden er af sten, lapiz lazuli, og er helt vildt skøn! Skaftet er af mørkbejdset ahorn, og tenvægten kan placeres hvorsomhelst på skaftet. Selvom jeg normalt foretrækker at spinde med vægten foroven, synes jeg denne ten spinder bedst med tenvægten nedadtil. Det er noget tungere ten, og den spinder fænomenalt!
- Jeg drømmer allerede om alle de garner jeg skal spinde på disse to skønheder! Det er utroligt som gode redskaber kan virke fremmende på kreativiteten..
I butikken har jeg i dag fået et nyt garn.

Peruviansk Highland Wool.
Blødt, rundt, jævnt, 3-trådet, 100 meter pr. 50 grams nøgle. Perfekt til aran-mønstre og mønsterstrik. Jeg har forsøgsvis slået op til et par vanter eller pulsvarmere, hvor jeg vil anvende de 4 naturfarver jeg har fået hjem i første omgang. Senere kommer garnet også i farver.
Og så har jeg intro-tilbud på garnet: kun kr. 20,- pr. 50 gram resten af måneden!

fredag, marts 14, 2008

Tulipan-garn


Sådan her ser det så ud, effekt-garnet med de mange små filtede tulipaner i. Der er 125 gram i alt og godt 80 meter, så det er de tykke pinde man skal have frem når dette garn skal strikkes - men det bliver jo Lones "problem".. ;-)

Det var et rigtig sjovt projekt at spinde dette garn, og nemmere end jeg havde frygtet. Og hovedet bobler nærmest over af idéer til anderledes garner! I går lavede jeg således dette super-krøllede bouclégarn:

- Det har jeg sat til salg på Etsy
Hvad mon dagens specialgarn bliver? Hmm - jeg må hen og granske fiberlageret!

onsdag, marts 12, 2008

En forårsbuket..

..af fibre til det effektgarn jeg vil i gang med at spinde nu.

Jeg har klippet små tulipaner af filt (forhåbentlig små nok til at jeg kan lirke dem igennem pibehullet på rokken..) og trådet dem med små totter grøn uld. Så er blomsterne lige til at spinde ind i garnet sammen med basisulden, der er en natursort shetlandsuld. Rundt om det hele vil jeg spinde et knaldgult mohairgarn. Dette garn lader jeg gå med i spindingen som en medløbertråd. Så slipper jeg for at tvinde det, hvilket er rigtig besværligt med alle de filt-dimser!
Det her bliver sjovt :-)

mandag, marts 10, 2008

Forårsmarked på Etsy!

De næste 10 dage holder Creative Scandinavians forårsmarked på Etsy. Det er ensbetydende med masser af dejlige forårs-varer fra os alle i gruppen, og med gratis forsendelse! Her er et par af mine egne bud på hotte forårsbebudere:

Et par lette og feminine nunofiltede sjaler i sarte forårsfarver, og noget vildt garn. Blandt andet. Der er mere..

onsdag, marts 05, 2008

Forårs-farver


Der har været gang i farveriet i weekenden, og ud af det er kommet disse 4 "hjul" i forårs-friske farver.
De 2 af dem er Blue Faced Leicester-uld (der er 200 gram i hvert hjul). Så er der en portion alpaca og en portion merino/silke.
Se flere af mine paletter her.

mandag, marts 03, 2008

Halvt færdig med Trøjborg


Trøjborg-vestens ryg er netop kravlet af pinden og ned på gulvet til foto-session. Den er lidt livlig i kanterne og vil rulle, så jeg måtte på banen med et par strategisk placerede garnnøgler.. Det skal nu nok fortage sig når den bliver færdig, monteret, vasket og presset.
Nu skal der så lige tegnes og regnes lidt på forstykkerne inden jeg går i gang med at slå op. Jeg har nemlig en lidt speciel kant/krave-udformning i tankerne.
- I går afholdt jeg en FreeForm-workshop i Viborg, på Skolen for Kreativ Fritid. Jeg er klar over at jeg ikke den store underviser, men det gik da vist udmærket. De 7 kursister gik til sagen med krum hals, og der blev produceret en flok flotte og sjove FreeForm-lapper. Her ses et par dybt koncentrerede FreeFormere i aktion:

Jeg håber de har fået lyst til at arbejde videre med teknikken på egen hånd - det er i hvert fald mit mål med workshoppen at bibringe kursisterne en grundlæggende metodik så at selv større FreeForm-projekter ikke virker uoverkommelige. De kan i hvert fald sagtens!

This page is powered by Blogger. Isn't yours?