onsdag, september 17, 2008

Strikkepindeholder og ny-farvet garn

Min pinde-beholder i løbbindings-teknik er blevet færdig:

Den pynter og er funktionel og praktisk. Men læg mærke til at det kun er træ- og bambuspinde der har fået lov til at bo i den nye holder - alle de gamle skæve metalpinde står fortsat i et vakkelvornt plastikkrus..
Hvorom alting er, så synes jeg løbbinding er rigtig sjovt at arbejde med - det vil jeg da lave noget mere af, meget snart!
- Jeg har været ved at farve lidt. På min og familiens svampe-raids i skovene finder vi jo, foruden lækre kantareller og andre spisesvampe, en masse spændende farvesvampe, som jeg bare bliver nødt til at tage med hjem.. Sidst var det Cinnoberbladet Slørhat der kom med hjem i farvegryden, og her er det fine resultat..

Det flotte mørke "brændt" orange bundt er fra første bad, og det lysere, nærmest laksefarvede bundt er fra anden ombæring. Begge bundterne er alun- og vinstensbejdsede.
I går var jeg så heldig at finde et fuldstændig monstrøst og kæmpestort eksemplar af "vidundersvampen til alt i gult", nemlig Brunporesvamp. Jeg har ikke vejet den, men jeg er sikker på at det ene frugtlegeme vejer godt over et kilo.

Den ligger nu ude på terassen og venter på at jeg skal få bejdset noget mere garn.. Med alun/vinsten vil jeg få flotte klare gule farver. Med kobberbejdse (eller efterbehandling) fås en række brune farver og med jern olivengrønt eller mosgrønt. Jeg føler mig heldig! Det er flere år siden jeg sidst har fundet en Brunporesvamp, og jeg glæder mig meget til at farve med den.

søndag, september 14, 2008

Strik-In og en ny passion!

I går holdt jeg igen Strik-In i GarnGalleriet. Det var rigtig dejligt at se damerne igen efter sommerpausen. Humøret var som altid højt, og jeg tror også "dagens nye ansigt", Maike, syntes det var hyggeligt - hun har i hvert fald meldt sig på til næste gang!

Der er gang i mange Baby Surprice Jackets rundt omkring for tiden, og i går blev der gjort en af slagsen færdig. Den er da vist for lille til Gerda her..

Genialt mønster, som bekendt af Elizabeth Zimmermann. Den vil jeg også strikke engang. I det sidste nye nummer af Spin-Off er der vist rigtig mange udgaver af BSJ - alle i håndspundet garn, naturligvis. De er fantastisk smukke!
I et ældre nummer af Spin-Off (Spring 05) er der en meget interessant artikel, der handler om hvordan man kan binde kurve og skåle med sit håndspundne, ved hjælp af teknikken løbbinding (også kaldet halmninding). Det har jeg længe gået og luret på, men da jeg forleden fik lejlighed til at at få en længere snak med en stor kapacitet indenfor teknikken, Anne Birgitte Beyer, fik jeg for alvor blod på tanden. Og så gik jeg i gang med at øve mig..

Her ses mit første forsøg. Jeg har bundet denne lille skål af en rest Noro-garn. Det viste sig ikke at være det perfekte garn til løbbinding, da det flosser og fnuldrer temmelig nemt. Lidt ærgerligt, for det er jo så smukt i farvene. Men så kan jeg jo heldigvis bare spinde noget selv.. Garnet til næste forsøg er 3-trådet Blue Faced Leicester-garn i farven "Bærmispel". Det er hårdt spundet og navaho-tvundet og det dur bare!

Denne lille ting har jeg tænkt skal blive til en strikkepinde-holder! Farvene skifter på en rigtig fin måde - men hvorfor kommer jeg mon til at tænke på Tequila Sunrise-drinks??

lørdag, september 06, 2008

Nyt garn, ny håndten og nyt projekt..

Det sidste først:
Dette er er begyndelsen på et tæppe. Her ses første lap i perlestrik og farven "Løvfald".

Inspireret af Karin er jeg så småt begyndt på et strikket kludetæppe sat sammen af alle mine forskellige farvepaletter. Der er en del efterhånden, i hvert fald over tyve. Og lur mig om der ikke løbende kommer flere til. For at folk så kan få et lille indtryk af hvordan det strikkede kan komme til at tage sig ud i en given farveholdning har jeg besluttet at lave sådan et tæppe. Idéen kommer som sagt fra Karin - tak fordi jeg må adoptere den :-)
En anden ting, som i dag kom med posten fra Karin, er min nye håndten:

Her ligger den sammen med den medfølgende fiber, der er et lilla mix af alpaca, uld og "glimmerfiber". Blødt og lækkert! Tenen er rigtig fin: spinder godt og længe og har en flot udskåret sommerfugl på tenvægten. Den er jeg rigtig glad for at kunne indlemme i samlingen..
Der er kommet flere nye garner i butikken på de sidste, men dette her, Noro Kabuto, er rigtig guf! Lidt usædvanligt for Noro-garnerne er det ikke mulitfarvet på den stribede måde, men blot udpræget tweed'et.. Garnet passer til pind 6 - 7 stykker og strikkeprøven her lover godt for en enkel, vamset sweater.

Den glæder jeg mig meget til at gå i gang med at strikke. Indtil videre har jeg kun Noro Kabuto i denne ene farve, men se lige her hvad der på sigt bliver at vælge imellem..

Uimodståeligt, synes jeg!

onsdag, september 03, 2008

Sjov plantefarvningsmetode, og færdigt uld/silke-garn!

Min nabo, der ligesom jeg er bidt af en gal spinderok (og altså også nu: farvegryde) kom for lidt siden hen og viste mig dette her, der er hendes debut-garn udi plantefarvning:

Det er tre-farvet. Rødligt, grønligt og gråt. Garnet er ubejdset og håndspundet af grå uld. Se mere:

Farverne er ikke så stærke, men det er jo forventeligt på ubejdset garn. Hun har farvet gråt med svampen Sortfiltet netbladhat, rødt med blade fra Canadisk blod-eg og grønt med gulerodstoppe. Jeg synes det er et vanvittig spændende resultat hun har fået! Især blod-egen er jeg lidt oppe at køre over, så jeg udstyrede hende fluks med et bundt alun-bejdset garn og håber så på at det kommer rød-farvet tilbage.. :-)
Sådan her lavede hun det 3-farvet: Hun arrangerede sit ekstra-lange bundt med hver sin del i hver sit henkogningsglas med de tre farvesupper, og så ind i ovnen med det hele. Enkelt og nemt!
Jeg farvede selv med Sortfiltet netbladhat i går (på den kedelige traditionelle måde) og mit garn, der hænger til tørre nu, ser ud til at få en god grå-grøn farve.
Jeg er blevet færdig med at spinde denne her portion uld/silke-garn til en 7-hex vest (en bestilling):

Der er 350 gram 1-trådet garn i farven "Fjord". Det har taget lang tid at få det færdigt, for jeg har ikke rigtig kunnet træde rokken på grund af min trælse løbeskade. En fiber-forstrækning i højre lårmuskel. Nu er det efterhånden blevet så godt at jeg kan træde rokken med venstre ben uden at det gør ondt i højre.. Blot det at sidde ned var i starten en pine - men nu går det heldigvis meget bedre :-)
Blusen "Trekanterne" i Noro flower Bed er nået dertil hvor den er ved at blive syet sammen, og er snart færdig!

tirsdag, september 02, 2008

Trekanter i massevis

Nu har jeg efterhånden strikket så mange trekant-moduler at det er ved at være tid til at stykke det hele sammen.

- Jeg er stadig vild med de her farver! Glæder mig rigtig meget til at få blusen færdig.
Men jeg har selvfølgelig også andre jern i ilden. Lige nu står der en grydefuld garn og bliver alun-bejdset på komfuret. Der er nemlig svampe i massevis i skoven lige nu, og jeg har lyst til at farve!
Jeg vil også ud og høste nogle brændenælder. I lørdags var vi 15 medlemmer af Spindeforeningen samlet til Nældefiber-træf i Sønderjylland, og det var en rigtig inspirerende og lærerig dag. Mona fortalte om brændenælden, om dens anvendelse før i tiden og hvordan man bearbejder den så man kan få spindbare fibre ud af den. I lørdags handlede det om friske nælder (i modsætning til tørrede), og Mona viser her de friske bastfibre som hun tryllede ud af stænglerne. Ddet var ikke så nemt at gøre efter, der kræves træning!

Vi elever gik til den med banken og skraben, og her ses mit resultat - en lille smule meget groft og ubehjælpsomt brændenældegarn..

Mona havde medbragt nogle fantastisk fine prøver af nældegarn og også strikkede og vævede ting. Jeg vil sige at der er noget at stræbe efter! Hvis man har lyst kan man se flere billeder fra nældetræffet her.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?